Feberkramper

Tirsdag eftermiddag ringede Thomas til mig men jeg var på arbejde og spurgte om jeg havde haft feberkramper da jeg var lille.

Thomas og børnene var oppe på Odden mens jeg var på arbejde. Da Thomas ringede til mig havde Sif lige haft en feberkrampe, hendes første. Heldigvis var Thomas sammen med sine forældre som har oplevet Thomas have feberkramper da han var lille så Maj-Britt var ikke i tvivl om at det var det. Men da Sif er så lille som hun er, skal man kontakte en læge. Dem er der ikke mange af på Sj. Odde så Maj-Britt havde ringet 112, og der blev straks sendt en ambulance afsted for at hente hende.
Thomas ringede til mig og jeg skyndte mig mod Holbæk sygehus. Da jeg nåede sygehuset ringede Thomas, han og Sif i ambulancen og var netop på vej. Sif sad og "snakkede" løs i baggrunden mens hun så Bamses Billedbog - det hjalp fælt på mit bekymringsniveau.

Da de ankom til børnemodtagelsen, var Sif ved godt mod. Hun så lidt træt ud men ikke sådan 'syg'. Hun blev tilset af en sygeplejerske og en læge, hun blev vejet og lyttet på, trykket på og kigget i hals og øre - det var hun ikke videre begejstret for. Thomas og jeg blev informeret om hvad feberkramper er, hvorfor man mener børn for dem og ricisi for at det sker igen.
Vi fik stillet i udsigt at vi skulle blive på sygehuset til observation natten over eller i hvert fald en 5-6 timer. Der var klokken tæt ved fem. Thomas kørte til Odden for at hente drengene og Sif og jeg fik en stue at være på da Sif var træt. Stuen var noget tom - der stod to stole og et lille bord. Der blev dog kørt en seng ind til Sif. Sif kun havde sovet en time til middag så jeg satte mig med hende så hun kunne hvile. Det blev til an power nap på 15-20 minutter og så var Sif ellers frisk til at løbe rundt på afdelingen. Sengen ville hun ikke ligge i, men den var sjov at kravle op på.

Ved ottetiden kiggede lægen forbi og vi fik lov til at tage hjem mod at straks ville ringe til afdelingen eller 112 hvis hun fik feberkramper igen. På den tid var Thomas ved at køre fra Odden så han og Elliot ville komme og hente os. Linus ville blive hos bedste... og hendes iPad.

Det var rart at komme hjem. Natten var lidt urolig, men der var ingen tegn på feberkramper.

Børnmodtagelsen var ikke noget sted vi havde lyst til at være alt for længe. Det var småt med personale, der var én sygeplejerske og det var vidst det, og vi fik ingen informationer omkring om vi kunne få lidt at spise, vi var der trods alt hen over aftensmadstid. Jeg havde set der lå nogle små sandwich i et køleskab og spurgt om jeg måtte tage en til Sif, hvortil der blev svaret at de måske havde en yoghurt jeg kunne få. Svaret var ikke uvenligt men det var tydeligt at hun havde travlt. Jeg tænker at vi nok ville være blevet flyttet over på børnafdelingen hvis vi havde overnattet, men det behøvede vi jo heldigvis ikke. (Vi har kun Roskilde børneafdeling at sammenligne med fra da Elliot var indlagt i 2012 men der husker vi det som at stemningen var en helt anden).



Maj-Britt fortalt mig om anfaldet: Sif var blevet langt til at sove, hun var vågnet og Jørgen havde kigget til hende og set hun havde lidt 'fråde' om munden. De havde taget hende ind og da hun skulle gå fra Maj-Britt i stuen over til Jørgen som sad i alrummet var hun begyndt at blive lidt usikker på benene, og da hun kom op til Jørgen var hun gået ud som et lys og var begyndt at krampe. Der havde Maj-Britt hentet Thomas som sad i telefonmøde og havde derefter ringet 112. Anfaldet havde, fra benene blev usikre til hun var var sig selv igen, nok varet 3-4 minutter.