I dag havde Elliot og Linus sidste dag på Summer Camp. Det var vemodigt for dem begge. De har været så glade for at være af sted. Det var egentlig bare planen at de skulle have været af sted i fire uger, men de endte med at være af sted i seks uger. Vi kunne bare ikke sige nej =)
Det har været vandvittig dyrt ($ 2.670 for Linus + $ 2.700 for Elliot) men det har været det hele værd. Selv om vi alle elsker hinanden meget højt, har det været hårdt for os alle sammen at være sammen så koncentreret, og vi har alle haft brug for tid hver for sig.
En erfaring rigere - og nogle dollars fattigere
Tips (drikkepenge) er et lidt mere udbredt begreb end vi helt var forberedt på. Det er kutyme at man giver tips til de lærer (counselors - jeg ved ikke lige hvad det rigtige ord er på dansk) og hjælpere der er i den gruppe ens børn er i. Der er heldigvis også retningslinjer for hvor meget man giver i tips - ca. $1 pr dag til lærerne og $10-15 til hver af hjælperne. Drengene havde til sammen tre lærere og 8 hjælpere så det var heller ikke helt gratis, men den største “udgift” i den forbindelse var den tid Thomas brugte på at skaffe kontanter i den rigtige størrelse, for vi skulle have så der var til hver enkelt.
Jeg tror det er vigtigt at huske på at tips her i USA ofte er en måde at vise værdsættelse på. For mange jobs er tips en del af lønnen. Frivillig arbejde er noget der vægter højt på CV’et og noget der er respekt omkring, men i mange tilfælde er det ulønnet.
Og vi har i hvert fald sat meget stor pris på de personer der har været omkring vores drenge. Det er mennesker der har været med til at gøre netop denne sommer til noget helt særligt for drengene, der udover at have fået en masse gode oplevelser og have mødt en masse nye, søde mennesker også har fået muligheden for at opleve en smule normalitet. (Hvilket nok har været mere tiltrængt for os alle, end vi selv havde opdaget).
Vi valgte at gå all-in. Så jeg skrev et lille kort til hver af lærerne og hjælperne (teksten var den samme i alle kort) og Elliot og Linus fik muligheden for at tegne eller skrive en hilsen på kortet.
For Elliot var det en lidt overvældende opgave, der kom mange følelser i spil, så han valgte at skrive sit navn og på et af kortene tegnede han en række hjerter.
Linus tegne forskellige tegninger på alle sine kort.
Her under kan I se et par eksempler.




















