fredag den 17. april 2015

Hvidt brød med surdej

Jeg har forsøgt mig med at lave lyst brød kun med surdej som hævemiddel og det er jeg indtil nu ikke sluppet så heldigt fra. Derfor googlede jeg lidt rundt og fandt ud af at i mange opskrifter bruges en kombination af en lille smule gær og surdej. Så det har jeg nu forsøgt mig med. Og MUMS det blev lækkert - sprød (og smagfuld) skorpe, luftig krumme og god smag. 




Her er opskriften er her, hvis nogen skulle føle sig fristet. Jeg lavede kun ét brød for det var det jeg havde hvedemel til, og jeg gav det 25 minutter i ovnen. Det virkede stenhårdt da jeg tog det ud, men efter at have kølet af under et viskestykke blev det super lækkert. (Opskriften har jeg fundet her: http://madgladmad.dk/meyers-koldhaevet-hvedebrod-med-surdej/).

Ingredienser: hvedebrød med surdej (3 brød)
  • 8 dl. koldt vand
  • 10 g gær
  • 1 dl. surdej (hvis ikke du har surdej, kan du anvende 1 dl. yoghurt i stedet)
  • 30 g salt
  • 200 g grahamsmel
  • 1 kg hvedemel
Fremgangsmåde

Den første dag: Hæld det kolde vand i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt herefter suredej og salt. I en anden skål blander du hvedemel og grahamsmel. Bland melet med de flydende ingredienser. Nu skal dejen æltes rigtig godt, hvis du har en maskine tager det cirka 10 minutter (4 minutter ved lav hastighed og 6 minutter ved høj hastighed), og hvis du ælter i hånden, tager det cirka 12-15 minutter – eller hvor længe du kan holde til det. Kom dejen i en skål smurt med lidt olie og dækket til med husholdingsfilm. Dejen skal nu stå i køleskabet natten over.

Den anden dag: Hæld lidt mel på bordet og del dejen i 3 lige store dele, som hver formes til et brød. Dejen skal nu hæve lunt og tildækket et par timer (til den ca. har dobbelt størrelse) ved stuetemperatur . 

Lad bagepladerne være i ovnen, og sæt den på 250 grader. Lad ovnen være rigtig varm inden du bager brødene. Brødene skal bages i cirka 20-25 minutter. Men eftersom alle ovne ikke er ens, vil jeg anbefale at sætte uret til 20 minutter og tjekke om de er færdige der.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar